Ih hvor jeg lettet lige nu. Jeg er lige blevet ringet op af visitatoren, der kunne fortælle mig den glædelige nyhed at jeg har fået lov til at beholde kugledynen.
Jeg troede næsten ikke mine egne ører og fordi jeg bare er super grådlabil, så måtte jeg virkelig klemme ballerne sammen, for ikke at sidde og stortude. Jeg tror lige at det skal trænge ind, før jeg forstår at systemet har sagt ja og ikke nej.
Jeg fik endda at vide, at hvis kugledynen mistede sin effekt var jeg velkommen til at kontakte hende igen og så kunne jeg få en ny på prøve. Det blev jeg lidt overrasket over, men på en god måde.
Det har været en meget ubehagelig nat, hvor jeg havde meget svært ved at falde i søvn. Derudover har den budt på godt med meget lede drømme og flere opvågninger, hvor jeg ikke kunne finde ud af hvor jeg var. Som prikken over i'et er jeg vågnet her til formiddag med meget ondt i halsen. Det var sådan en mandag, der først burde starte tirsdag middag.
Men nu håber jeg da, at resten af dagen bliver ligeså god som den føles lige nu :-)
Velkommen til
mandag den 21. maj 2012
søndag den 20. maj 2012
Så er det igen konfirmationstid, det satte tankerne i gang...
Jeg var inde i Århus midtby forleden dag og der var konfirmander i lange baner på strøget. Er godt klar over, at der var flere end på en 'normal' blå mandag, fordi der også var konfirmander fra bededag. Men hvor er de da søde, som de går rundt i små grupper og shopper i deres spritnye tøj.
MEN, jeg synes altså ikke at jeg var ligeså lille som dem, da jeg blev konfirmeret. Godt nok var jeg en halv kilometer høj, men de er jo bare 'store unger' eller hvad man nu siger. Jeg husker altså mig selv, som meget mere 'voksen' end de konfirmander jeg så i går.
Men var jeg nu også det?
Når jeg ser tilbage, så var jeg i hvert fald ikke voksen, eller det der ligner. Egentlig er det først inden for de sidste to år, eller noget i den stil, at jeg sådan virkelig har følt mig som en voksen. Det er jo ret sent, når man tager i betragtning, at jeg lige er fyldt niogtyve år. Og på trods af min alder, kan jeg stadig komme i tvivl om jeg egentlig ér voksen, eller om jeg stadig hænger fast i det der med bare at være 'ung'?
Nu havde jeg jo heller ikke lige den fedeste start på mit voksenliv, kan man vist roligt sige. Ikke nok med at jeg var skide bange for alt det ansvar, der fulgte med det at blive voksen, så blev jeg også lige ramt af psykisk sygdom. Fik konstateret min første depression som 16-17 årig. Sammen med depressionen, fulgte der lige godt med angst og social fobi med også.
Så havde jeg vist en depression mere, før min sygdom eskalerede og udviklede sig til den diagnose jeg fik som 21 årig. Skizo affektiv lidelse hedder den. Og før der var styr på det monster som en skizo affektiv lidelse er, så var det godt nok ikke for sjov. Jeg levede som man forestiller sig at en virkeligt dårligt fungerende skizofren gør, med affald overalt i min lejlighed der i øvrigt også var ekstremt beskidt.
Skizo affektiv lidelse, er en lidelse som er en blanding af skizofreni og det man tidligere kaldte for maniodepressiv. Maniodepressiv hedder i dag bipolar lidelse. Jeg synes at maniodepressiv beskriver det bedre, men der er nok nogle kloge hoveder der har bestemt at det skal hedde bipolar i stedet for. Jeg synes så at ordet bipolar er mere stigmatiserende end ordet 'maniodepressiv'. Bipolar lyder i mine ører som noget med en isbjørn, men det er nok ordet 'polar' der gør det.
Tidligere har jeg faktisk ikke haft lyst til at fortælle noget om min psykiske lidelse, fordi jeg egentlig ønskede at denne her blog skulle handle om MIG og ikke om den sygdom jeg har. Men nu har jeg skiftet mening, for det sygdomsforløb jeg har været igennem er jo en medvirkende årsag til, at jeg er den jeg er i dag.
Og selv om sygdommen er holdt i skak med medicin, så kan jeg stadig komme meget i tvivl om de tanker jeg har og særligt måden jeg oplever verden og mine omgivelser på, om det nu også stemmer overens med det andre oplever. F.eks. var jeg enormt vred da jeg var mest syg og i dag, syv år senere, kan jeg stadig tvivle på, om det nu er rimeligt når jeg bliver vred. Ja nogle gange er det rimeligt, men andre gange er det bare ikke rimeligt og så må jeg tage mig selv i nakken og komme ind i kampen og finde ud af, hvad det så handler om.
Jeg er også overbevist om at sygdommen virkelig er en medvirkende årsag til, at det har taget mig så lang tid at blive voksen. Mange af mine jævnaldrene er jo både gift og har stiftet familie og jeg sidder så her som niogtyve årig førtidspensionist, uden børn velvidende at børn kommer jeg nok aldrig til at få, fordi jeg i de sidste par år ikke har haft lyst til at give mine gener videre -her tænker jeg særligt på risikoen for at få et barn der vil udvikle samme sygdom som jeg selv har.
Desuden tror jeg ikke at jeg ville kunne klare at have et barn, for det er stressende sådan noget og stress trigger altså mine symptomer. Og et barn har ikke brug for at have en bims mor.
Men jeg synes virkelig, at på trods af den hårde start på voksenlivet, så er jeg ved at komme rigtigt godt efter det. Jeg har min fantastiske familie, min søde kæreste, vores lille rækkehus hvor vi bor sammen med vores hund og så har vi et godt netværk der alle har stor betydning på hver deres måde.
I det hele taget er jeg ved at være der i mit liv, hvor jeg gerne vil være. Jeg er ved at blive til den voksne kvinde jeg så gerne vil være og det er for mig en kæmpe sejr i sig selv. I al beskedenhed, så tillader jeg mig at være stolt af mig selv.
MEN, jeg synes altså ikke at jeg var ligeså lille som dem, da jeg blev konfirmeret. Godt nok var jeg en halv kilometer høj, men de er jo bare 'store unger' eller hvad man nu siger. Jeg husker altså mig selv, som meget mere 'voksen' end de konfirmander jeg så i går.
Men var jeg nu også det?
Når jeg ser tilbage, så var jeg i hvert fald ikke voksen, eller det der ligner. Egentlig er det først inden for de sidste to år, eller noget i den stil, at jeg sådan virkelig har følt mig som en voksen. Det er jo ret sent, når man tager i betragtning, at jeg lige er fyldt niogtyve år. Og på trods af min alder, kan jeg stadig komme i tvivl om jeg egentlig ér voksen, eller om jeg stadig hænger fast i det der med bare at være 'ung'?
Nu havde jeg jo heller ikke lige den fedeste start på mit voksenliv, kan man vist roligt sige. Ikke nok med at jeg var skide bange for alt det ansvar, der fulgte med det at blive voksen, så blev jeg også lige ramt af psykisk sygdom. Fik konstateret min første depression som 16-17 årig. Sammen med depressionen, fulgte der lige godt med angst og social fobi med også.
Så havde jeg vist en depression mere, før min sygdom eskalerede og udviklede sig til den diagnose jeg fik som 21 årig. Skizo affektiv lidelse hedder den. Og før der var styr på det monster som en skizo affektiv lidelse er, så var det godt nok ikke for sjov. Jeg levede som man forestiller sig at en virkeligt dårligt fungerende skizofren gør, med affald overalt i min lejlighed der i øvrigt også var ekstremt beskidt.
Skizo affektiv lidelse, er en lidelse som er en blanding af skizofreni og det man tidligere kaldte for maniodepressiv. Maniodepressiv hedder i dag bipolar lidelse. Jeg synes at maniodepressiv beskriver det bedre, men der er nok nogle kloge hoveder der har bestemt at det skal hedde bipolar i stedet for. Jeg synes så at ordet bipolar er mere stigmatiserende end ordet 'maniodepressiv'. Bipolar lyder i mine ører som noget med en isbjørn, men det er nok ordet 'polar' der gør det.
Tidligere har jeg faktisk ikke haft lyst til at fortælle noget om min psykiske lidelse, fordi jeg egentlig ønskede at denne her blog skulle handle om MIG og ikke om den sygdom jeg har. Men nu har jeg skiftet mening, for det sygdomsforløb jeg har været igennem er jo en medvirkende årsag til, at jeg er den jeg er i dag.
Og selv om sygdommen er holdt i skak med medicin, så kan jeg stadig komme meget i tvivl om de tanker jeg har og særligt måden jeg oplever verden og mine omgivelser på, om det nu også stemmer overens med det andre oplever. F.eks. var jeg enormt vred da jeg var mest syg og i dag, syv år senere, kan jeg stadig tvivle på, om det nu er rimeligt når jeg bliver vred. Ja nogle gange er det rimeligt, men andre gange er det bare ikke rimeligt og så må jeg tage mig selv i nakken og komme ind i kampen og finde ud af, hvad det så handler om.
Jeg er også overbevist om at sygdommen virkelig er en medvirkende årsag til, at det har taget mig så lang tid at blive voksen. Mange af mine jævnaldrene er jo både gift og har stiftet familie og jeg sidder så her som niogtyve årig førtidspensionist, uden børn velvidende at børn kommer jeg nok aldrig til at få, fordi jeg i de sidste par år ikke har haft lyst til at give mine gener videre -her tænker jeg særligt på risikoen for at få et barn der vil udvikle samme sygdom som jeg selv har.
Desuden tror jeg ikke at jeg ville kunne klare at have et barn, for det er stressende sådan noget og stress trigger altså mine symptomer. Og et barn har ikke brug for at have en bims mor.
Men jeg synes virkelig, at på trods af den hårde start på voksenlivet, så er jeg ved at komme rigtigt godt efter det. Jeg har min fantastiske familie, min søde kæreste, vores lille rækkehus hvor vi bor sammen med vores hund og så har vi et godt netværk der alle har stor betydning på hver deres måde.
I det hele taget er jeg ved at være der i mit liv, hvor jeg gerne vil være. Jeg er ved at blive til den voksne kvinde jeg så gerne vil være og det er for mig en kæmpe sejr i sig selv. I al beskedenhed, så tillader jeg mig at være stolt af mig selv.
onsdag den 9. maj 2012
Hva' så TudeMarie?
Jeg begynder så småt at forstå, hvad det er de mener, når jeg har hørt nogen fortælle at de har det som om deres følelser sidder uden på tøjet, efter at de er stoppet med at tage psykofarmaka.
Det er jo ingen hemmelighed at jeg er stoppet med at tage sovemedicin. Har ikke taget så meget som en halv sovepille den sidste måned og det er jeg sådan set rigtigt glad for. I den forbindelse har kugledynen været en fantastisk hjælp.
Det er så ikke godt det hele. For jeg er da virkelig blevet noget af en TudeMarie, efter at det her medicin er kommet ud af kroppen. Det er altså en anelse irriterende, at selv de mindste ting kan få mig til at tude. Som regel er det faktisk glædestårer, men det sker også at jeg bare sætter mig til at tude over ting, som tidligere slet ikke rørte mig.
Det er lidt som om at mine følelser er blevet stærkere end de har været de sidste mange år. Det minder faktisk lidt om at være præmenstruel -og så alligevel ikke, for jeg er jo ikke nærtagende på samme måde. F.eks. har jeg i dag talt med en omkring min fars død og lige pludselig så græd jeg bare. Det er som om at jeg er mere ked af min fars død nu, end jeg var for to måneder siden. Jeg forstår det sgu ikke rigtigt, det må jeg indrømme, men det er sikkert heller ikke meningen at jeg skal forstå det. Det er jo en ny situation for mig og det er der jo ikke noget farligt i, men jeg synes da at det er en anelse irriterende, at jeg pludselig er blevet til en tudemarie, når jeg nu vant til at have mere kontrol over mig selv.
Måske er det bare noget jeg skal vænne mig til? Jeg anede ikke at sovemedicin kunne have den virkning også. Jeg troede at det var meningen at det skulle få mig til at sove, jeg troede ikke at det var meningen at det skulle ligge 'låg' på mine følelser.
Min kæreste har også nævnt at han synes at jeg er blevet mere nærværende, men jeg er ikke helt med på hvad det præcis er han mener, det må jeg lige have spurgt ham om. Men jeg kan jo også mærke at jeg føler mig mere frisk og klar i hovedet generelt og det ser jeg da som noget af en bonus. Egentlig er det lidt skræmmende, at jeg har fået det her medicin i så mange år, men jeg har også skullet finde det rigtige tidspunkt at trappe ud af det igen og det må man sige at jeg har gjort.
Tidspunktet har i hvert fald været så rigtigt som det kunne blive, fordi det er endt med en succes. Her bagefter kan jeg da godt undre mig over, at jeg ikke har gjort det noget før, men jeg tror ikke at jeg har været klar. Jeg har været så afhængig af pillerne, både fysisk og psykisk, at jeg har haft brug for noget 'ekstra' hjælp, noget at 'erstatte' dem med, noget der har kunnet give den samme ro, dog uden at blive afhængig af det også.
Her har kugledynen været helt genial. Den har stimuleret mig, fået mig til at falde til ro, givet ro i kroppen, så jeg kan slappe af og falde i søvn. Jeg er sikker på, at det er den der har gjort hele forskellen. MEN, nu er der jo ikke noget der skal fungere og fortsætte med det... Jeg har den jo kun på prøve, ved endnu ikke om jeg 'får lov' til at beholde den som et hjælpemiddel, da man hos visitatorerne fra 'systemet' først skal vurdere om jeg er 'dårlig nok' til at have den bevilget som et hjælpemiddel... SUK...
Jeg kan ikke rigtigt gøre andet, end at vente på svar og se hvad de siger. Min erfaring med 'systemet', siger mig dog, at når noget er velfungerende og er en succes for nogen, så bremser man det, for så er der ikke længere brug for hjælpen! I stedet savner jeg lidt at man også kan tænke, at noget måske også kan være en succes, netop fordi hjælpen er til stede ;-)
Det er jo ingen hemmelighed at jeg er stoppet med at tage sovemedicin. Har ikke taget så meget som en halv sovepille den sidste måned og det er jeg sådan set rigtigt glad for. I den forbindelse har kugledynen været en fantastisk hjælp.
Det er så ikke godt det hele. For jeg er da virkelig blevet noget af en TudeMarie, efter at det her medicin er kommet ud af kroppen. Det er altså en anelse irriterende, at selv de mindste ting kan få mig til at tude. Som regel er det faktisk glædestårer, men det sker også at jeg bare sætter mig til at tude over ting, som tidligere slet ikke rørte mig.
Det er lidt som om at mine følelser er blevet stærkere end de har været de sidste mange år. Det minder faktisk lidt om at være præmenstruel -og så alligevel ikke, for jeg er jo ikke nærtagende på samme måde. F.eks. har jeg i dag talt med en omkring min fars død og lige pludselig så græd jeg bare. Det er som om at jeg er mere ked af min fars død nu, end jeg var for to måneder siden. Jeg forstår det sgu ikke rigtigt, det må jeg indrømme, men det er sikkert heller ikke meningen at jeg skal forstå det. Det er jo en ny situation for mig og det er der jo ikke noget farligt i, men jeg synes da at det er en anelse irriterende, at jeg pludselig er blevet til en tudemarie, når jeg nu vant til at have mere kontrol over mig selv.
Måske er det bare noget jeg skal vænne mig til? Jeg anede ikke at sovemedicin kunne have den virkning også. Jeg troede at det var meningen at det skulle få mig til at sove, jeg troede ikke at det var meningen at det skulle ligge 'låg' på mine følelser.
Min kæreste har også nævnt at han synes at jeg er blevet mere nærværende, men jeg er ikke helt med på hvad det præcis er han mener, det må jeg lige have spurgt ham om. Men jeg kan jo også mærke at jeg føler mig mere frisk og klar i hovedet generelt og det ser jeg da som noget af en bonus. Egentlig er det lidt skræmmende, at jeg har fået det her medicin i så mange år, men jeg har også skullet finde det rigtige tidspunkt at trappe ud af det igen og det må man sige at jeg har gjort.
Tidspunktet har i hvert fald været så rigtigt som det kunne blive, fordi det er endt med en succes. Her bagefter kan jeg da godt undre mig over, at jeg ikke har gjort det noget før, men jeg tror ikke at jeg har været klar. Jeg har været så afhængig af pillerne, både fysisk og psykisk, at jeg har haft brug for noget 'ekstra' hjælp, noget at 'erstatte' dem med, noget der har kunnet give den samme ro, dog uden at blive afhængig af det også.
Her har kugledynen været helt genial. Den har stimuleret mig, fået mig til at falde til ro, givet ro i kroppen, så jeg kan slappe af og falde i søvn. Jeg er sikker på, at det er den der har gjort hele forskellen. MEN, nu er der jo ikke noget der skal fungere og fortsætte med det... Jeg har den jo kun på prøve, ved endnu ikke om jeg 'får lov' til at beholde den som et hjælpemiddel, da man hos visitatorerne fra 'systemet' først skal vurdere om jeg er 'dårlig nok' til at have den bevilget som et hjælpemiddel... SUK...
Jeg kan ikke rigtigt gøre andet, end at vente på svar og se hvad de siger. Min erfaring med 'systemet', siger mig dog, at når noget er velfungerende og er en succes for nogen, så bremser man det, for så er der ikke længere brug for hjælpen! I stedet savner jeg lidt at man også kan tænke, at noget måske også kan være en succes, netop fordi hjælpen er til stede ;-)
tirsdag den 8. maj 2012
Søvn er overvurderet
Synes jeg er træt i dag. Havde meget svært ved at falde i søvn i går aftes. Svært ved at falde til ro, svært ved at finde ud af hvordan jeg lå mest behageligt, svært ved at få varmen under dynen og svært ved at ryste irritationen over min kærestes højlydte snorken af mig. Lå bare og vendte og drejede mig og fantaserede lidt om på hvilken måde jeg kunne stoppe den forbandede snorken.
Overgav mig til kugledynen og det fik mig til at falde til ro.
Men så kom drømmene. De her ubehagelige mareridtsagtige drømme, som jeg godt ved kun er drømme, men som er så forbandet virkelige mens de står på. Jeg synes det er super ubehageligt, for ikke nok med at jeg bare er møgtræt når jeg vågner, så er det som om at jeg lige skal 'omstille' mig til den virkelige, vågne verden efter sådan en nat og hvis jeg ikke begynder at koncentrere mig om noget, så snart jeg vågner, så falder jeg i søvn igen og vender tilbage til de ubehagelige drømme.
Det er irriterende at have det sådan, for jeg synes godt at det kan dræne noget af mit ellers så længe ventede overskud jeg har fået i min dagligdag. Man kan vist roligt sige at jeg er en 'langsom starter' når jeg lige er vågnet og så er det ikke engang så slemt som det har været...
Jeg skal have snakket med min psykiater om det -igen. Jeg har nemlig noget af det medicin jeg får, mistænkt for at det med de drømme kan være en bivirkning og det er altså lige en tand for træls!
I skrivende stund er klokken 12:13 og jeg er stadig ikke kommet i tøjet. Det har nu også været noget af en nat, for ikke nok med alt det jeg har beskrevet foroven, så er min hund i løbetid og det er noget af en prøvelse i sig selv. Hun humper nemlig hvad der lige er i nærheden og så er det ikke så vigtigt om det er et tæppe, en dyne, et ben, en arm eller en pude.
Jeg forsøger alt hvad jeg kan, at lade være med at skælde for meget ud, for det er jo også synd for hende og jeg ved jo af erfaring, at det er et spørgsmål om tid, så forlader det brummende sexmonster min hund og hun bliver sig selv igen. Men for pokker da, hvor er det træls, mens det står på.
Overgav mig til kugledynen og det fik mig til at falde til ro.
Men så kom drømmene. De her ubehagelige mareridtsagtige drømme, som jeg godt ved kun er drømme, men som er så forbandet virkelige mens de står på. Jeg synes det er super ubehageligt, for ikke nok med at jeg bare er møgtræt når jeg vågner, så er det som om at jeg lige skal 'omstille' mig til den virkelige, vågne verden efter sådan en nat og hvis jeg ikke begynder at koncentrere mig om noget, så snart jeg vågner, så falder jeg i søvn igen og vender tilbage til de ubehagelige drømme.
Det er irriterende at have det sådan, for jeg synes godt at det kan dræne noget af mit ellers så længe ventede overskud jeg har fået i min dagligdag. Man kan vist roligt sige at jeg er en 'langsom starter' når jeg lige er vågnet og så er det ikke engang så slemt som det har været...
Jeg skal have snakket med min psykiater om det -igen. Jeg har nemlig noget af det medicin jeg får, mistænkt for at det med de drømme kan være en bivirkning og det er altså lige en tand for træls!
I skrivende stund er klokken 12:13 og jeg er stadig ikke kommet i tøjet. Det har nu også været noget af en nat, for ikke nok med alt det jeg har beskrevet foroven, så er min hund i løbetid og det er noget af en prøvelse i sig selv. Hun humper nemlig hvad der lige er i nærheden og så er det ikke så vigtigt om det er et tæppe, en dyne, et ben, en arm eller en pude.
Jeg forsøger alt hvad jeg kan, at lade være med at skælde for meget ud, for det er jo også synd for hende og jeg ved jo af erfaring, at det er et spørgsmål om tid, så forlader det brummende sexmonster min hund og hun bliver sig selv igen. Men for pokker da, hvor er det træls, mens det står på.
søndag den 29. april 2012
For første gang føler jeg mig som en bridezilla
Jeg har det sådan meget 'både og' med det her børnenoget... Jeg kan vældigt godt lide børn og de kan vældigt godt lide mig. Men det her er vores bryllup og det er en voksenfest, ikke et børnecirkus.
Min H2B har tre brødre og især den ene af dem, vil vil vil vil han bare have med. Han kan slet ikke blive gift uden at den her bror er til stede... Desværre er der dannet præcedens for hvordan denne her bror + kone reagerer, hvis de bliver inviteret uden børn... Da min svigermor fyldte tres år, valgte hun nemlig at invitere til stor fest UDEN børn. Det resulterede i at denne her bror + kone (og tre børn) valgte ikke at komme til festen og de havde ikke kontakt til min svigermor et halvt år derefter. Den situation vil min H2B ikke risikere at havne i, når nu denne her bror er så vigtig...
JEG kan så ikke forstå, hvordan denne her bror kan være SÅ vigtig, at H2B ikke kan blive gift, uden at han er til stede... De snakker aldrig sammen, kun overfladisk til forpligtende familiefødselsdage. Hverken H2B eller bror har taget initiativ til at se hinanden, i al den tid vi har været kærester,(siden 01.01.2011) udover 'almindeligt' familietamtam, med børne fødselsdag eller konfirmation.
Okay indrømmet, jeg ER farvet af at jeg ikke bryder mig super meget om denne her bror, eller hans kone eller deres støjende børn. Det er egentlig mest forældrene jeg har et problem med. De har ikke styr på deres børn overhovedet. De her drenge er uopdragne, de larmer som en hel stue i en børnehave og de slås og får stort set lov til at gøre som de vil. Forældrene reagerer først, når en konflikt er kommet så langt, at deres far skal råbe og skrige, før at de forstår, at nu skal de høre efter. Sidst vi var til familietamtam var det slet ikke hyggeligt, fordi de her drenge bare støjer som jeg ved ikke hvad. De voksne kan i sådan en situation ikke snakke sammen, fordi drengene larmer. I dag blev vi inviteret til fødselsdag hos den yngste og der sagde H2B: "Det kan vi ikke, det var søreme ærgeligt" med godt med ironi i stemmen. Han sagde direkte at han ikke gad til denne her fødselsdag...
Nu er det ikke fordi at det skal lyde som om jeg ikke kan lide børn, for det kan jeg faktisk godt. Jeg har arbejdet med arabiske, somaliske, danske, alle mulige og umulige børn i en ghetto gennem flere år, så det er altså ikke fordi at børn er noget 'fremmed' for mig. Jeg kan sagtens håndtere et par 'møgunger' men jeg vil sgu gerne holde 'fri' på min bryllupsdag. Jeg gider ikke være barnepige den dag og jeg har heller ikke lyst til at være en bridezilla, der fanger den 6årige ved toiletterne og i ren afmagt forsøger at skylle ham ud i wc'et... Det kan i øvrigt ikke lade sig gøre, for jeg HAR forsøgt til sidste familietamtam. Knægten kiggede på mig bagefter og sagde: "Jeg siger det til min far" Mit svar var: "Jamen så fortæller jeg din far hvor grimt du opfører dig, jeg er sikker på at han bliver stolt af dig!" Så var den 6 årige ikke så kæphøj alligevel...
Men for min skyld, må børn gerne komme med, jeg forventer bare at det her skal være en fest for voksne, på de voksnes præmisser. Jeg gider ikke at tage hensyn til børn på sådan en dag. Hvis jeg vil drikke mig i hegnet, så drikker jeg mig i hegnet, det er sgu også min fest... Selvfølgelig ved jeg godt at mindst en af mine veninder har et spædbarn på det tidspunkt, så den baby er hun nødt til at have med sig, men jeg tror da at hendes store pige på tre til den tid, hun bliver sikkert passer af mormor. Alle andre jeg kender med børn, har ikke lyst til at have børn med, det er KUN den her familie, der ikke kan noget uden deres børn. De kan i øvrigt heller ikke tale om andet end deres børn, så på bordplanen er de placeret med det yngste barn ved siden af moderen og deres to drenge overfor deres mor og far, med en 15 årig skrap kusine på den ene side og min skrappe veninde på den anden side.
Jeg synes jeg får det til at lyde som om at jeg bare er en rigtigt møgkost, fordi jeg har det sådan her. Jeg ved godt at det ikke kan blive anderledes, fordi det er SÅ vigtigt for H2B med denne her bror. Jeg har ligesom accepteret at sådan er det, de her tre børn SKAL med hvis min H2B skal være glad den dag og så er den ligesom ikke længere. MEN, derfor kan jeg jo godt tage mine forholdsregler på forhånd?
Jeg har jo set flere gange at det der med at holde øje med børnene, ikke er svoger og svigerindes stærke side. Og hvis udlejer af lokalerne bliver tilkaldt fordi deres børn løber ind i naboernes haver, ja så koster det altså 250 kr, hver gang han bliver tilkaldt... Den udgift vil jeg mene skal være forældrenes? Det er dem der insisterer på at børnene skal med jo...
Har også lidt overvejet en plan, at bestikke de større børn der kommer med og så få dem til at køre de her drenge helt vildt trætte, så de ikke bliver til festen så længe, men det er jo også ondt...
Jeg har også overvejet at true den seksårige med at jeg skyller ham ud i wc'et, hvis han ikke opfører sig ordentligt. Men det er nok ikke en god idé, for det vil han sikkert bare se som en mulighed for at komme til at lege med vand.
Nu kom jeg af med det, det hjalp.Tak fordi du læste med så langt :-)
Min H2B har tre brødre og især den ene af dem, vil vil vil vil han bare have med. Han kan slet ikke blive gift uden at den her bror er til stede... Desværre er der dannet præcedens for hvordan denne her bror + kone reagerer, hvis de bliver inviteret uden børn... Da min svigermor fyldte tres år, valgte hun nemlig at invitere til stor fest UDEN børn. Det resulterede i at denne her bror + kone (og tre børn) valgte ikke at komme til festen og de havde ikke kontakt til min svigermor et halvt år derefter. Den situation vil min H2B ikke risikere at havne i, når nu denne her bror er så vigtig...
JEG kan så ikke forstå, hvordan denne her bror kan være SÅ vigtig, at H2B ikke kan blive gift, uden at han er til stede... De snakker aldrig sammen, kun overfladisk til forpligtende familiefødselsdage. Hverken H2B eller bror har taget initiativ til at se hinanden, i al den tid vi har været kærester,(siden 01.01.2011) udover 'almindeligt' familietamtam, med børne fødselsdag eller konfirmation.
Okay indrømmet, jeg ER farvet af at jeg ikke bryder mig super meget om denne her bror, eller hans kone eller deres støjende børn. Det er egentlig mest forældrene jeg har et problem med. De har ikke styr på deres børn overhovedet. De her drenge er uopdragne, de larmer som en hel stue i en børnehave og de slås og får stort set lov til at gøre som de vil. Forældrene reagerer først, når en konflikt er kommet så langt, at deres far skal råbe og skrige, før at de forstår, at nu skal de høre efter. Sidst vi var til familietamtam var det slet ikke hyggeligt, fordi de her drenge bare støjer som jeg ved ikke hvad. De voksne kan i sådan en situation ikke snakke sammen, fordi drengene larmer. I dag blev vi inviteret til fødselsdag hos den yngste og der sagde H2B: "Det kan vi ikke, det var søreme ærgeligt" med godt med ironi i stemmen. Han sagde direkte at han ikke gad til denne her fødselsdag...
Nu er det ikke fordi at det skal lyde som om jeg ikke kan lide børn, for det kan jeg faktisk godt. Jeg har arbejdet med arabiske, somaliske, danske, alle mulige og umulige børn i en ghetto gennem flere år, så det er altså ikke fordi at børn er noget 'fremmed' for mig. Jeg kan sagtens håndtere et par 'møgunger' men jeg vil sgu gerne holde 'fri' på min bryllupsdag. Jeg gider ikke være barnepige den dag og jeg har heller ikke lyst til at være en bridezilla, der fanger den 6årige ved toiletterne og i ren afmagt forsøger at skylle ham ud i wc'et... Det kan i øvrigt ikke lade sig gøre, for jeg HAR forsøgt til sidste familietamtam. Knægten kiggede på mig bagefter og sagde: "Jeg siger det til min far" Mit svar var: "Jamen så fortæller jeg din far hvor grimt du opfører dig, jeg er sikker på at han bliver stolt af dig!" Så var den 6 årige ikke så kæphøj alligevel...
Men for min skyld, må børn gerne komme med, jeg forventer bare at det her skal være en fest for voksne, på de voksnes præmisser. Jeg gider ikke at tage hensyn til børn på sådan en dag. Hvis jeg vil drikke mig i hegnet, så drikker jeg mig i hegnet, det er sgu også min fest... Selvfølgelig ved jeg godt at mindst en af mine veninder har et spædbarn på det tidspunkt, så den baby er hun nødt til at have med sig, men jeg tror da at hendes store pige på tre til den tid, hun bliver sikkert passer af mormor. Alle andre jeg kender med børn, har ikke lyst til at have børn med, det er KUN den her familie, der ikke kan noget uden deres børn. De kan i øvrigt heller ikke tale om andet end deres børn, så på bordplanen er de placeret med det yngste barn ved siden af moderen og deres to drenge overfor deres mor og far, med en 15 årig skrap kusine på den ene side og min skrappe veninde på den anden side.
Jeg synes jeg får det til at lyde som om at jeg bare er en rigtigt møgkost, fordi jeg har det sådan her. Jeg ved godt at det ikke kan blive anderledes, fordi det er SÅ vigtigt for H2B med denne her bror. Jeg har ligesom accepteret at sådan er det, de her tre børn SKAL med hvis min H2B skal være glad den dag og så er den ligesom ikke længere. MEN, derfor kan jeg jo godt tage mine forholdsregler på forhånd?
Jeg har jo set flere gange at det der med at holde øje med børnene, ikke er svoger og svigerindes stærke side. Og hvis udlejer af lokalerne bliver tilkaldt fordi deres børn løber ind i naboernes haver, ja så koster det altså 250 kr, hver gang han bliver tilkaldt... Den udgift vil jeg mene skal være forældrenes? Det er dem der insisterer på at børnene skal med jo...
Har også lidt overvejet en plan, at bestikke de større børn der kommer med og så få dem til at køre de her drenge helt vildt trætte, så de ikke bliver til festen så længe, men det er jo også ondt...
Jeg har også overvejet at true den seksårige med at jeg skyller ham ud i wc'et, hvis han ikke opfører sig ordentligt. Men det er nok ikke en god idé, for det vil han sikkert bare se som en mulighed for at komme til at lege med vand.
Nu kom jeg af med det, det hjalp.Tak fordi du læste med så langt :-)
lørdag den 28. april 2012
Tanker ved et bål en kølig aprilaften
Der har været så meget jeg har skullet gøre og nå det sidste lange stykke tid, så jeg har ikke fået skrevet. Har ellers masser på hjertet.
Sidder i min lille baghave med bål og et glas cola light. To solsorte er i fuld gang med højlydt at gøre kur til hinanden. Et par af naboerne har gæster og det lyder som om at de hygger sig.
Jeg nyder at kunne sidde her ved bålet, helt for mig selv. Det kunne såmænd være hyggeligt med selskab, men det er også rart at sidde her alene.
Det har været en spændende uge. Har tilbragt en del tid sammen med min søster. Hun og kæresten er gået fra hinanden og selv om et brud er trist tror jeg at det er det bedste for dem begge to, på lang sigt. De fik det værste frem i hinanden og det de hver især havde med i bagagen, gør at de ikke kan få det til at fungere.
Jeg har passet hendes dreng et par gange her på det sidste og det har været fedt. Han er en super dejlig dreng og jeg er meget glad for ham. Han er også glad for mig det meste af tiden ;-)
Tirsdag var vi en tur i IKEA, hvor min mor også var med. Det var hyggeligt og jeg fik købt de vaser vi skal have blomster i, til vores bryllupsfest i november. Rart at have endnu en ting på plads, så mangler der bare en million andre ting. Godt at der er et halvt år til :-)
Det er blevet tid til at jeg skal aflevere doktorafhandlingen omkring kugledynen. Jeg vil se om jeg ikke kan få den skrevet i morgen, så jeg kan få det overstået. Gad vide hvad de gør hvis jeg ikke sender noget retur? De sender vel ikke, bare sådan, nogen ud for at hente den?
Det har været en halv lang april måned. Godt at der går nogle $ ind på konto'en på mandag. Så kan der nemlig sendes nogle flere til bryllupsopsparingen. Det stresser mig sgu at den ikke er vokset mere end den er. Gemalen og jeg har lidt svært ved at blive enige om hvor mange penge der skal sættes til side.
Ved ikke om han tænkt sig at der sker et mirakel og at bladene på hækken bliver til penge, men noget tyder på det.
Sidder i min lille baghave med bål og et glas cola light. To solsorte er i fuld gang med højlydt at gøre kur til hinanden. Et par af naboerne har gæster og det lyder som om at de hygger sig.
Jeg nyder at kunne sidde her ved bålet, helt for mig selv. Det kunne såmænd være hyggeligt med selskab, men det er også rart at sidde her alene.
Det har været en spændende uge. Har tilbragt en del tid sammen med min søster. Hun og kæresten er gået fra hinanden og selv om et brud er trist tror jeg at det er det bedste for dem begge to, på lang sigt. De fik det værste frem i hinanden og det de hver især havde med i bagagen, gør at de ikke kan få det til at fungere.
Jeg har passet hendes dreng et par gange her på det sidste og det har været fedt. Han er en super dejlig dreng og jeg er meget glad for ham. Han er også glad for mig det meste af tiden ;-)
Tirsdag var vi en tur i IKEA, hvor min mor også var med. Det var hyggeligt og jeg fik købt de vaser vi skal have blomster i, til vores bryllupsfest i november. Rart at have endnu en ting på plads, så mangler der bare en million andre ting. Godt at der er et halvt år til :-)
Det er blevet tid til at jeg skal aflevere doktorafhandlingen omkring kugledynen. Jeg vil se om jeg ikke kan få den skrevet i morgen, så jeg kan få det overstået. Gad vide hvad de gør hvis jeg ikke sender noget retur? De sender vel ikke, bare sådan, nogen ud for at hente den?
Det har været en halv lang april måned. Godt at der går nogle $ ind på konto'en på mandag. Så kan der nemlig sendes nogle flere til bryllupsopsparingen. Det stresser mig sgu at den ikke er vokset mere end den er. Gemalen og jeg har lidt svært ved at blive enige om hvor mange penge der skal sættes til side.
Ved ikke om han tænkt sig at der sker et mirakel og at bladene på hækken bliver til penge, men noget tyder på det.
tirsdag den 27. marts 2012
Fremskridt :-)
Idag er det tirsdag. Jeg har sovet med kugledynen to nætter i træk nu. Kan virkelig mærke en forskel på min energi og mit overskud. Ikke nok med at jeg for første gang i næsten 10 år, har sovet to nætter i træk, uden at bruge sovemedicin, jeg føler også at jeg har mere energi når jeg vågner og har lyst og overskud til at gå i gang med nogle ting, i stedet for bare at give op på forhånd.
Idag havde jeg virkelig overskud og lyst til at få gjort rent. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har haft det sådan. Jeg har endda gjort det, uden at føle angst eller det der ligner, hvis jeg stødte foden ind i noget eller noget i den stil.
Det her er bare så stor en sejr for mig. Både på overskudskontoen og på 'af med sovemedicin' konto'en. Jeg havde aldrig troet at jeg kunne falde til ro og sove uden sovepillerne. Men det kan jeg med den her dyne.
Eftersom jeg kun kan låne den i en måned (og det faktum at jeg nærmest skal skrive en doktorafhandling for at få lov at beholde den) så tvivler jeg på at jeg får lov at beholde den. Men min mors veninde har tilbudt at sy en kugledyne til mig :-)
Så får jeg min helt egen og skal ikke tænke på at den skal afleveres igen. Og det synes jeg bare er fantastisk :-)
Idag havde jeg virkelig overskud og lyst til at få gjort rent. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har haft det sådan. Jeg har endda gjort det, uden at føle angst eller det der ligner, hvis jeg stødte foden ind i noget eller noget i den stil.
Det her er bare så stor en sejr for mig. Både på overskudskontoen og på 'af med sovemedicin' konto'en. Jeg havde aldrig troet at jeg kunne falde til ro og sove uden sovepillerne. Men det kan jeg med den her dyne.
Eftersom jeg kun kan låne den i en måned (og det faktum at jeg nærmest skal skrive en doktorafhandling for at få lov at beholde den) så tvivler jeg på at jeg får lov at beholde den. Men min mors veninde har tilbudt at sy en kugledyne til mig :-)
Så får jeg min helt egen og skal ikke tænke på at den skal afleveres igen. Og det synes jeg bare er fantastisk :-)
Abonner på:
Indlæg (Atom)